BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Til Teknos A/S søger vi en erfaren QC Manager med stærke lederkompetencer, høj faglighed og erfaring fra laboratorie.
Baggrund
Teknos A/S er den danske del af Teknos Group, som har hovedsæde i Finland. Teknos er en global virksomhed, der udvikler, producerer og sælger overfladebehandlingsløsninger, -systemer og
-produkter til industri, byggeri og forbrugere. Teknos er repræsenteret i mere end 20 lande og har salgs- og/eller produktionsfaciliteter i en stor del af dem.
Teknos A/S er placeret i Vamdrup tæt på Kolding. Virksomhed har fuld værdikæde og producerer og leverer både til danske kunder og til søstervirksomheder rundt om i verden.
For at fastholde og videreudvikle Teknos’ markedsledende position og sikre den optimale produktkvalitet og kundeservice, søges en ny QC Manager til at lede driftslaboratoriet på fabrikken i Vamdrup.
Stillingen
Du får den direkte ledelse af et team på 10 dygtige medarbejdere i driftslaboratoriet og referer til virksomhedens HSEQ Manager. Du får en central rolle i tværfunktionelle teams med bl.a. kollegaer fra produktion, R&D, planlægning og indkøb.
Det ledelsesmæssige ansvar har i stillingen har høj prioritet og rummer bl.a. den kontinuerlige udvikling af QC-laboratoriet – både hvad angår kompetencer, trivsel og motivation samt processer, metoder og udstyr. De faglige ansvarsområder er centreret omkring sikring af præcise og rettidige tests, analyser, målinger, dokumentation og opfølgning ift. kvalitetsstandarder, specifikationer og kundeforventninger.
Konkret vil du og din afdelingen bl.a. arbejde med:
- Test, analyse og dokumentation ift. både råvarer, mellemvarer og færdigvarer.
- Sikre, at QC-indsatserne understøtter produktionen og aktivt medvirker til at opfylde kundebehov og sikre en god kundeoplevelse.
- Videreudvikle og implementere QC-procedurer og -processer, der sikrer en optimal kapacitet og kvalitet i afdelingen og jeres arbejde.
- Sikre, at laboratoriet har det nødvendige udstyr til at udføre pålidelige og nøjagtige tests og analyser – herunder også sikring vedligeholdelse og kalibrering.
- Deltagelse i reklamationshåndtering, herunder root cause analyser og kontakt til interne og eksterne interessenter.
- Deltage i auditeringer og vedligeholdelse af et kvalitetsstyringssystem.
Du vil få en alsidig og afvekslende hverdag med mange forskellige opgaver og en bred kontaktflade på tværs af organisationen.
Kandidaten
Du har sandsynligvis en relevant uddannelsesmæssig baggrund som kemiingeniør eller en kandidatgrad i kemi, materialevidenskab eller tilsvarende. Du kan også have en kortere faguddannelse suppleret med relevant erfaring samt kurser og efteruddannelse.
Det er afgørende, at du har nogle års ledererfaring samt at du trives i en aktivt deltagende lederrolle og motiveres af at have en tæt, udviklende og engagerende dialog både med medarbejdere og kolleger på tværs af organisationen.
Du har en struktureret arbejdsstil med højt fokus på præcision, detaljer og fakta, ligesom du er vant til at arbejde med optimering og implementering af processer, metoder og teknologi.
Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en produktionsvirksomhed og en god procesindustriel forståelse, men det er ikke noget krav.
Som person er du engageret, involverende, kommunikerende og du ved, hvordan man leder og udvikler et team af teknisk orienterede medarbejdere. Du har en deltagende lederstil, og er indstillet på at tage del i den daglige opgaveløsning. Og du har en proaktiv tilgang til dine ansvarsområder, så du bl.a. er fremsynet i forhold til kapacitet og udstyr samt tager initiativ til en tæt dialog med nøglepersoner på tværs af virksomheden.
Dit primære arbejdssted bliver fabrikken i Vamdrup, og du bor derfor i rimelig afstand fra adressen. Hjemmearbejde kan praktiseres i begrænset omfang og med hensyntagen til opgaver og ledelsesansvaret i stillingen.
Samarbejde er nøglen til succes
Teknos tror på, at medarbejdere er vitale for virksomhedens succes. Teknos har skabt en virksomhedskultur, der er afledt af familieværdier, hvor hver enkelt medarbejder bliver hørt og opfordret til at tage initiativ. Teknos' mål er at udnytte det store potentiale hos dygtige medarbejdere til at skabe nye løsninger til vores kunder.
Du bliver en del af en global virksomhed med stort fokus på samarbejde og videndeling. Du tilbydes gode personaleforhold og arbejdsvilkår og en løn, som modsvarer jobindholdet og dine kvalifikationer. Tiltrædelse hurtigst muligt, men vi venter naturligvis på den rette kandidat.
CV / ansøgning
Af hensyn til beskyttelse af persondata bedes du sikre, at de dokumenter, du fremsender ifm. din ansøgning, ikke indeholder følsomme persondata som f.eks. dit CPR-nummer eller oplysninger om helbredsforhold, etnisk baggrund, politisk eller religiøs overbevisning, seksuelle forhold mv.
Om Teknos:
Teknos er en global virksomhed, som tilbyder en bred vifte af overfladebehandlingsprodukter i mere end 20 lande i Europa, Asien og USA. Vi beskæftiger ca. 1.550 medarbejdere og havde i 2022 en nettoomsætning på 398 mio. euro. Teknos er en af de førende leverandører til industrien og har en stærk position i detailhandelen og inden for bygningsmaling. Virksomheden blev grundlagt i 1948 og er et af Finlands største familieejede selskaber. Vi har en ambition om at udvikle løsninger, der kan være med til at beskytte kloden. Hos Teknos arbejder vi altid tæt sammen med vores kunder på at udvikle smarte, teknologisk avancerede løsninger, der beskytter og forlænger levetiden på alle typer af produkter.
Vil du vide mere om Teknos, så besøg teknos.com.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Kolding Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
ConfidenceSearch, Helgavej, 5230 Odense M
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 28-12-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5935927