By- og Udviklingsforvaltningen har netop sendt et forslag til høring den 4. maj. Forslaget drejer sig om kommuneplanen, der i 2019 blev besluttet at skulle revideres. Nu har Byrådet accepteret og frem til den 30. juni kan alles tanker og input i forhold til forslaget blive hørt.
Et gennemgående tema for kommuneplanen er ’Blå-grøn struktur’, som dækker over at sikre værdien i kommunens natur og landskaber.
By i samspil med landskab
”Det er ofte de samme, begrænsede arealer, der både skal være levested for dyr og planter og kunne rumme det regnvand, der bliver mere og mere af. Samtidig er der behov for flere byggegrunde og vi vil også gerne bruge arealerne til fritidsaktiviteter. Derfor bliver det nødvendigt både at prioritere og at have fokus på at tilgodese flere hensyn på det samme sted. Derfor er ’Blå-grøn struktur’ et nyt tema i kommuneplanen,” fortæller Birgitte Kragh, formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget
Netop det stigende behov for byggegrunde mærkes overalt i kommunen. Særligt den nordlige og sydlige del af Kolding er interessant.
”Vi oplever en stor interesse for byggegrunde i den nordlige del af Kolding og det er et godt eksempel på et af de områder, hvor der er mange interesser, der skal afvejes. Derfor er områderne placeret og afgrænset, så de tager størst muligt hensyn til f.eks. landskab, natur og risiko for oversvømmelse,” siger Birgitte Kragh.
Også i den sydlige del nær Dalby og Vonsild er der godt gang i byggerierne.
Kommuneplanen i fakta
- Den skal vurderes af Byrådet hvert fjerde år
- Planforslaget blev godkendt af byrådet den 23. marts 2021
- Kommuneplanen består af en del, der i fællesskab er avet med kommuner i trekantsområdet og en del, der er lokal for Kolding Kommune
- Høringsperioden for det nye forslag løber frem til den 30. juni 2021
- Planforslaget indebærer alt fra byudvikling og ’Blå-grøn struktur’ til nye erhversområder
’Blå-grøn struktur’ i fakta
- Strukturen forholder sig til hav, fjord, søer, vandløb, klimatilpasning, landskabstræk, natur, biodiversitet, grønne områder og rekreative oplevelser
- Formålet er fokus og udvikling af de blå-grønne værdier i byerne og det åbne land
- Kommunen ønsker at fremme biodiversitet, naturværdier, et godt vandmiljø samt klimatilpasning
- Kommunen ønsker at fremme sundhed og trivsel gennem let adgang til natur og friluftsoplevelser