Som en del af udbygningen af Sønderjyske Motorvej ved Kolding igangsætter Vejdirektoratet nu arbejdet med at nedtage, genopføre og opsætte ekstra støjafskærmning langs motorvejen ved Bramdrupdam. Initiativet skal dæmpe trafikstøjen for de mest støjbelastede boliger i området i takt med udbygningen af motorvejen og den forventede stigning i trafikken.
I dag står der omkring 1.600 meter støjskærm langs motorvejen. Disse skal i første omgang fjernes for at gøre plads til ét ekstra spor, der etableres på strækningen. Efterfølgende genopføres skærmen, og Vejdirektoratet etablerer desuden yderligere cirka 1,6 kilometer støjskærm. Når arbejdet er afsluttet, vil der være i alt cirka 3.165 meter støjskærm med en højde på mellem 6 og 8 meter afhængigt af placeringen. Hele støjafskærmningen forventes at stå klar i juni 2027.
Under arbejde vil nogle beboere, især de der bor tæt på motorvejen, opleve perioder med øget trafikstøj. Dette skyldes, at der på nogle strækninger kan gå op til otte måneder fra den eksisterende skærm fjernes, til den nye er sat op. For at begrænse støjen er hastigheden på motorvejen i anlægsperioden sat ned til 80 km/t. Selve arbejdet med at fjerne og genopføre støjskærmen begynder mandag den 26. oktober og gennemføres etapevis sammen med etableringen af de nye afskærmninger.
Arbejdet med støjskærmene medfører ikke yderligere ændringer for trafikanterne, da hastigheden allerede er nedsat, og trafikken afvikles i smalle spor. Vejdirektoratet forventer, at hele motorvejsudbygningen ved Kolding står færdig ved udgangen af 2027, og det afsluttende asfaltlag lægges sommeren 2028.
Læs mere om projektet på Vejdirektoratets hjemmeside: https://www.vejdirektoratet.dk/udbygning-af-soenderjyske-motorvej-ved-kolding-e45-e20
https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/dobbelt-saa-meget-stoejskaerm-paa-vej-ved-bramdrupdam