Borgerne i Vamdrup opfordres til at deltage i borgermøde den 12. juni kl. 18 i Arena Syd.
Vamdrup er blevet udvalgt som én af 14 byer i Danmark, der har fået støtte fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen til at arbejde med indsatser, som kan styrke bymidten og sætte gang i nye initiativer. Det skal være med til at gøre Vamdrup til en endnu bedre og mere attraktiv by at bo og leve i – med en bymidte, hvor der er liv, fællesskab og plads til alle.
Frie Bymidter er en statslig, femårig forsøgsordning, der giver 14 mindre og mellemstore danske bymidter større frihed fra en række nationale regler, så de kan afprøve nye greb til at skabe liv, handel og fællesskab i centrum.
Anvendelse af midlerne, tildelt i forbindelse med frie bymidter, er begrænset til et markerede område, hvilket svarer til bymidte-afgrænsningen i kommuneplanen.
DE FEM INDSATSER
En lokal styregruppe har sammen med Kolding Kommune udvalgt fem indsatser som der skal arbejdes med i den femårige forsøgsordning. De fem indsatser er:
VORES HUS er et nyt kulturelt samlingssted. Et nyt samarbejde mellem byens bibliotek og kulturforeningen Vamdrup Kino. Vores Hus skal være med til at understøtte byens liv og sammenhold.
BYFORSKØNNELSE I BYMIDTEN ved rundkørslen vil smitte af på oplevelsen af Vamdrup som en levende bymidte. Arealet ved rundkørslen opfattes som det naturlige sted for leg, ophold, udendørs aktiviteter og arrangementer.
STYRKET BYSAMARBEJDE vil styrke bymidten og de butikker, kulturtilbud og andre knudepunkter for bylivet, som skal sikre bymidten i fremtiden.
TOMME FORRETNINGSLOKALER skal bruges på nye måder, så byen bliver mere attraktiv.
BYFORTÆTNING er en mulighed i Vamdrup bymidte. Nedrivning og nybyggeri skal undersøges til gavn for byen.
SAMMEN STYRKER VI VAMDRUP
Formand for Vamdrup Byforum, Katja Hartvig fortæller, at Vamdrup skal være en by, hvor mennesker mødes, livet leves, og fællesskaber trives. Vi vil skabe en levende bymidte, hvor man ikke bare kommer for at handle, men også for at opleve, være sammen og nyde byen.
Vamdrup skal være et sted, man er stolt af – en by man har lyst til at vise frem. Derfor vil vi skabe gode opholdssteder, forskønne byens rum og give plads til både hverdagsliv og fælles aktiviteter.
Målet er en hyggelig og attraktiv bymidte, hvor børn leger, voksne mødes, og der er liv året rundt. Med gode rammer for kultur, handel og fællesskab vil vi styrke byens identitet og gøre Vamdrup endnu mere imødekommende. Når vi investerer i byens udvikling, investerer vi i fremtidens Vamdrup.
FAKTA:
LOKAL STYREGRUPPE FOR FRIE BYMIDTER
Tanken med projektet er, at når borgere, foreninger, erhvervsliv og kommune løfter i flok, skabes ejerskab til de løsninger, der formes, og initiativerne får langt bedre mulighed for at slå rod og leve videre efter projektets afslutning.
Der er derfor dannet en styregruppe, som består af repræsentanter fra Vores Hus, Vamdrup Byforum og Vamdrup Handel og Erhverv sammen med projektledelsen fra Kolding Kommune. Styregruppen mødes 4-5 gange om året og følger alle projektets faser tæt.
Styregruppens brede forankring sikrer, at beslutninger træffes på et veloplyst grundlag, at lokalsamfundets ressourcer bringes i spil, og at bymidten udvikles på en måde, som både afspejler og styrker Vamdrups identitet.
Borgerne er velkomne til at tage fat i styregruppens medlemmer med ideer og ønsker til projektet.
Styregruppen består af:
• Majbritt Petersen, Bo Hovgaard og Bethine Gregersen – Vores Hus
• Katja Hartvig, Peter Skousen og Henrik Vogt Hansen – Vamdrup Byforum
• Søren Bærentsen og Jørgen Skovbølling – Vamdrup Handel og Erhverv
BORGERMØDE TORSDAG DEN 12/6 KL. 18-21 I ARENA SYD
Kom og vær med til borgermøde omkring byfornyelse i Vamdrup.
På borgermødet præsenteres forsøgsprojektet Frie Bymidter samt de fem prioriterede indsatser, som skal bidrage til udviklingen af Vamdrups bymidte. Der er både tale om fysiske forandringer og indsatser, der styrker fællesskabet og samarbejdet i byen.
Indsatsen om den fysiske forandring af bymidten bliver det primære punkt på mødet. Her vil rådgivere fra firmaet FLÅK komme med nogle spørgsmål og øvelser, så vi sammen kan finde de bedste løsninger.
På mødet vil konsulent Michael Møller fra BID-Danmark også deltage. Han vil fortælle om, hvordan vi sammen kan styrke bysamarbejdet, og sikre et fortsat spændende byliv.
Husk tilmelding via link i invitationen sendt som digital post.