Tyrskulpturen på Jens Holms Vej undersøges inden flytning til Marina Syd – kortvarige trafikale ændringer i uge 23

Foto: Kolding Kommune.
dato

I uge 23 gennemgår tyrskulpturen på Jens Holms Vej en grundig undersøgelse som led i en planlagt flytning til Marina Syd, hvilket kortvarigt vil påvirke trafikken i området.

Mandag den 1. juni bliver der opsat stillads omkring skulpturen af tyren på Jens Holms Vej. Tirsdag foretager teknikere et grundigt helbredstjek af skulpturen, hvor både røntgenfotografering og kikkertundersøgelse indgår for at kontrollere, at det indvendige stålskelet er intakt. Dette sikrer, at skulpturen kan klare den kommende flytning.

Arbejdet med røntgenfotografering får betydning for trafikken på Jens Holms Vej tirsdag i tidsrummet kl. 17-18. Trafikken vil blive standset nogle få gange, mens billederne tages, men hvert stop varer kun et par minutter, så påvirkningen bliver minimal.

Efter helbredstjek og rengøring bliver skulpturen stående på sin nuværende placering, indtil den senere på sommeren flyttes til Marina Syd i forbindelse med den store renovering af området. Her skal tyren placeres ved de historiske staldbygninger, som tidligere blev brugt til kreatureksport og nu fungerer som blandt andet klublokaler, havnekontor og butikslokaler.

Skulpturen blev oprindeligt bestilt i 1939 af kreatureksportør Jens Holm ved udvidelsen af eksportstaldene på Kolding Havn. Efter eksportbygningen blev flyttet til Marina Syd, har tyren fungeret som et vartegn både for erhvervshavnen og havneområdet. Skulpturen er udført af Niels Petersen på baggrund af en tegning af stukkatør E. Petersen, og ejes af Kolding Havn, som har givet tilladelse til, at den nu bliver en del af den nye havnepromenade.

Flytningen markerer en symbolsk genforening mellem tyren og de oprindelige eksportbygninger, som er en væsentlig del af Koldings lokalhistorie.

https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/tyren-skal-gennem-helbredstjek-foer-flytning

Kilde: Kolding Kommune