Efter mange års ønsker nærmer realiseringen af den fulde Kongeåsti sig nu i Kolding Kommune. Anlægsarbejdet, der skal forbinde det sidste stykke af stien fra Vamdrup til Vadehavet, er allerede i gang. Sidst i september blev projektet markeret med et første spadestik, da Ib Sørensen fra Vamdrup Byforum tog initiativet på vegne af Kongeåsti-initiativgruppen.
Den kommende strækning omfatter 12 km ny sti, der forbindes med det eksisterende stiforløb gennem Vejen og Esbjerg kommuner. Til næste år vil det således være muligt at følge Kongeåstien i 79 km sammenhængende trampesti – fra udspringet ved Farrislund gennem den fredede ådal til Kongeåslusen og helt ud til Vadehavet.
Finansieringen af anlægsarbejdet er muliggjort ved en donation på 2 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond og 3 mio. kr. fra Kolding Kommune. En stor tak rettes til initiativgruppen, der tæller medlemmer fra Vamdrup Byforum og Kongeåmuseet, samt KFUM-spejderne i Vamdrup og de øvrige lodsejere, der har givet adgang til deres jord.
Den nye strækning følger samme designlinje som resten af stien med etablering af broer, gangbroer over våde områder og etablering af opholdspladser. Desuden vil der blive opsat shelters, toiletfaciliteter, borde og bænke til glæde for stiens brugere.
Stien og tilhørende faciliteter forventes at stå klar til indvielse i foråret 2026.
https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/12-km-trampesti-fuldender-snart-kongeaastien