Kommunen køber byggegrund til ny brandstation

Foto: Kolding Kommune. Den nuværende brandstation på havnen i Kolding
dato

Byrådet har godkendt købet af et areal ved Kobbervej i det nordvestlige Kolding, der om få år kommer til at huse byens nye brandstation. Den vil være med til at sikre Koldings stærke brandberedskab flere årtier frem i tiden

Byrådet nikkede tirsdag aften til, at Kolding Kommune køber et areal på ca. 8.500 m2 ved Kobbervej i Kolding. Det er et ubebygget areal, som GASA Kolding Holstebro A/S sælger til kommunen. Arealet ligger op til GASA.

Kommunen køber grunden for at kunne bygge en ny brandstation. Trekant Brand har en kontrakt med Falck om brandslukning i Kolding by. Kontrakten udløber med udgangen af 2024. Den nuværende brandstation ejes af Falck og ligger på en lejet grund på Kolding inderhavn.

Det areal på havnen, hvor brandstationen ligger, er en del af udviklingsområdet i Kolding Kommunes vision for havneområdet, ifølge hvilken erhvervshavnen, byen og fjorden skal bindes bedre sammen. Brandstationen ligger netop der, hvor by og havn mødes, og hvor der eventuelt kan etableres aktiviteter, der er med til at åbne området op for byens indbyggere.

Derfor er der også foregået en grundig undersøgelse af, hvor det var muligt at finde et areal til en ny brandstation, der på bedst mulig måde kan leve op til de krav, man kan stille til en ny station, så forholdene bliver opdateret til nutidige krav.

Der er mange krav, der skal tages højde for, bl.a. responstider, arbejdsmiljø, muligheder for at rekruttere deltidsbrandfolk og mulighederne for at dække bedst i en by, der hele tiden vokser sig større både hvad angår nye bolig- og erhvervsområder.

Kolding Kommunes borgmester Knud Erik Langhoff, der også er formand for Beredskabskommissionen, slår fast, at byrådsflertallet har sagt ja til den bedst mulige løsning.

- Vi har et stærkt brandberedskab i Kolding, og det vil vi meget gerne blive ved med at have også langt ud i fremtiden. Når vi lægger alle parametrene sammen og samtidig ser på, at brandstationen skal fungere mindst lige så lang tid ud i fremtiden, som den nuværende har gjort, der har eksisteret i over 75 år, så har den bedste mulighed vist sig at være grunden på Kobbervej.

- Placeringen er god i forhold til motorvejskrydset ved Kolding V og i forhold til at nå den nordvestlige del af kommunen, forklarer borgmester Knud Erik Langhoff.

- Med etableringen af den nye brandstation forventer vi, at vi kan bevare vores stærke, fleksible, effektive beredskab og samtidig holde omkostningerne på et rimeligt niveau. Den model, vi har, der består af en kombination af fastansat døgnpersonale på stationen og deltidsbrandmænd, som tilkaldes døgnet rundt, er den, der giver den bedste sikkerhed for borgerne, påpeger Knud Erik Langhoff.

Direktør for Trekant Brand Jarl Vagn Hansen kvitterer for byrådets beslutning:

- Jeg er utroligt taknemlig og glad for, at Kolding Byråd i en i øvrigt økonomisk svær tid har prioriteret beredskabet.

- Det betyder utroligt meget for moralen i et brandvæsen, at brandfolkene kan mærke politikernes opbakning, og det kan man i den grad med en bevilling på 44 millioner kroner til en fremtidssikret brandstation.

Kilde: Kolding Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.