I de kommende år investerer Kolding Kommune målrettet i udviklingen af bymidten. Ambitionen er at styrke bylivet og skabe bedre rammer for handel, ophold og oplevelser, så bymidten fungerer for både borgere, erhvervsliv og besøgende.
Et centralt element i arbejdet er at få en bedre forståelse af, hvordan bymidten bruges i hverdagen. Det gælder, hvor mennesker færdes, hvornår byen er mest levende, og hvordan trafik- og bevægelsesmønstre fordeler sig gennem byens rum. For at kunne træffe de rigtige beslutninger om byrum, mobilitet og investeringer, ønsker kommunen at basere udviklingen på et solidt vidensgrundlag. Bedre data skal bidrage til at gøre bymidten mere attraktiv og sammenhængende.
Hidtil har Kolding Kommune udført stikprøvemålinger og observationer for at opnå indsigter. Det har dog vist sig nødvendigt med et mere løbende og retvisende billede af byens liv. Derfor indføres nu et system, der i realtid kan tælle og analysere fodgængere, cyklister og køretøjer i bymidten.
De indsamlede data skal bruges til at forbedre mobiliteten og trafikafviklingen, identificere flaskehalse, styrke trafiksikkerheden og understøtte detailhandel, turisme og arrangementer. Indsigterne vil for eksempel kunne bruges til at planlægge events som Kolding Light Festival og Kulturnat bedre, optimere infrastrukturen og sprede byliv og turisme til flere områder af byen.
Projektet skal samtidig fremme en mere bæredygtig udvikling, hvor gang og cykling prioriteres, og byens ressourcer bruges mere effektivt. Indsamlede data vil kunne anvendes på tværs af kommunale forvaltninger samt i samarbejde med Business Kolding og erhvervslivet over en længere årrække. Det skaber grundlag for mere præcis og datadrevet planlægning og styrker bymidtens konkurrenceevne.
Data indsamles via kameraer, der er udstyret med indbygget edge-computerteknologi, så data behandles direkte i kameraet. Billedmaterialet slettes automatisk efter behandlingen, og kun anonyme resultatdata – som for eksempel antallet af cykler og biler – bliver videreført. Systemet registrerer hverken ansigter eller nummerplader, og løsningen overholder de gældende GDPR-regler.
I første omgang afprøves to leverandører, hvor enhederne sættes op på Kolding Rådhus. Når leverandøren er valgt, vil systemet blive udbredt til store dele af midtbyen. Tælle-teknologien anvendes allerede i andre kommuner som Odense og Esbjerg.
Med denne investering ønsker Kolding Kommune at fremtidssikre bymidten til gavn for både byliv, erhverv og bæredygtighed.
https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/ny-viden-skal-styrke-fremtidens-bymidte-i-kolding