Grønt lys til planer for Marina City

Profilbillede
Astrid Bruun

Kystdirektoratet har godkendt planerne for Marina City. Nu venter Kolding Kommune på den sidste godkendelse, så byggeriet kan komme i gang.

Kystdirektoratet har netop givet anlægstilladelsen til Kolding Kommune. Man giver hermed grønt lys for det omfattende arbejde med at etablere hele den nye lystbådehavn, inddæmme det nye landareal og anvende det nye landområde til en lang række maritime formål som f.eks. havnepromenade, park, bådoplagspladser og en række byggerier.

Nu mangler blot en tilladelse fra Miljøstyrelsen til at flytte materialer fra fjordbunden, hvor den nye sejlrende og det nye havnebassin samt promenaden skal være – den såkaldte klaptilladelse. Det er uvist, om den afgørelse kommer på denne side af sommeren.

”Jeg er superglad over, at vi nu har fået den længe ventede anlægstilladelse fra Kystdirektoratet. Med den er vi kommet et afgørende skridt nærmere til at kunne realisere vores vision om en ny bæredygtig bydel med et attraktivt bolig- og havnemiljø samt en ny stor lystbådehavn på sydsiden af Kolding Fjord,” siger Koldings borgmester Jørn Pedersen.

Kilde: Redaktionen